Dansk Side
År 2007 startede Jakob Brandt-Pedersen orkestret Natur2 sammen med Jan Munkvad og Peter Sørensen. Efter mange års fordybelse i computerbaseret eksperimentalmusik var der opstået et behov for at afdigitalisere og bogstavlig talt at vende tilbage til rødderne.
Rødderne er dels Jan Munkvad og Peter Sørensen, som Jakob gennem årene har spillet sammen med i flere konstellationer, først og fremmest Kom De Bagfra Orkestret, og rødderne er også den musikalske basis for Natur2, nemlig lyden af naturobjekter, uforarbejdede, uforstærkede, rå og akustiske.
Natur2 er et eksperiment og en udforskning, et forsøg på af naturlige lydkilder at skabe et særligt lydunivers , som er renset for rytmiske og tonale strukturer, og transenderer det konkrete og det abstrakte. Natur 2 stræber efter den rene lyd, kvintessensen, naturens lyd og lydens natur. Og Natur 2 stræber efter en meditativ og intens musik, hvor både musikere og publikums sindstilstande frit influerer lytteoplevelsen.
Instrumenterne er sten, tørrede blade, kogler, knogler, skaller, frøkapsler, sand, fjer, bark og alt fra naturen, som knaser, kradser og rasler. Musikken er improvisationer styret af dogmer, regler og spil og med omgivelsernes lyd som en del af orkestret.
Dogmerne lyder:
- objekterne skal findes og samles i naturen
- objekterne er uforarbejdede (der må dog skæres, knækkes og tørres)
- lydniveauet skal være så lavt at det kræver koncentration og fokusering for at lytte
- musikken skal fungere som lyd - frigjort for både rytmiske og tonale strukturer
- omgivelsernes lyd er en del af musikken
- elektronisk forstærkning skal være minimal
Og så drives Natur 2 af en stor kærlighed til naturen, den natur vi er skabt af og vores krop, sind og sanser er tilpasset, og hvis ånd og sjæl Natur 2 i al ydmyghed gennem deres musik forsøger at få i tale.